Årets spejderleder i Rødovre 2018
Da mine spejdervenner i år indstillede mig som årets spejderleder i Rødovre satte det nogle tanker i gang, blandt andet omkring hvad det er der får ellers helt normale voksne mennesker med fuldtidsjob og familier til frivilligt at afholde det, der svarer til en børnefødselsdag, mindst en gang om ugen – år efter år?
Drivkraften hos spejderledere adskiller sig i bund og grund ikke fra det der holder trænere og andre frivillige i idrætsklubberne til ilden. Hvis ikke vi alle sammen havde et stort ønske om at få ting til at ske og at være med til at give børn og unge nogle udviklende og udfordrende rammer, så fandt man os ikke ude i spejdergrupperne eller idrætsklubberne. Jeg har selv sejlet kapsejlads og spillet håndbold og fodbold som barn og ung, og den målrettede tilgang jeg lærte i idrætsklubberne, kombineret med det jeg som spejder lærte om at tage ansvar for fællesskabet og ikke bare vente på at andre gør noget, har givet mig en ballast i mit voksenliv, som jeg føler et stort ansvar for og en stor lyst til at give videre til børn og unge i dag.
Da jeg startede som spejder for 41 år siden, 7 år gammel i en lille by udenfor Herning, anede jeg ikke at det skulle blive starten på en livslang tilknytning til en bevægelse og en filosofi som jeg stadig kan udvikle mig i. Og det er lige præcis noget af det jeg holder allermest af ved at være spejder. Nemlig muligheden for konstant at finde nye udfordringer og muligheden for at dyrke både styrker og svagheder. Er der noget jeg er god til, kan jeg bidrage med det, og er der noget jeg gerne vil blive bedre til, er det en fantastisk ramme at få lov at afprøve det i.
Hos Rødovrespejderne, hvor jeg har været leder de seneste 7 år, hylder vi forskelligheden. Vi lærer de børn og unge vi har i gruppen, at de styrker og egenskaber de hver især har, er vigtige for helheden. Ingen kan alt, men tilsammen kan vi det meste. Allerede fra de er helt små er et af vores primære mål at lære dem gode metoder til at samarbejde. Først i mindre overskuelige grupper og efterhånden som de bliver større, så også i større enheder og med mere og mere ansvar. Vi lærer dem også at ansvar ikke er noget man får - det er noget man tager. Man kan ikke pådutte andre mennesker et ansvar og forvente et godt resultat, hvis viljen til at ville det ikke er der. Derfor er frivilligheden også et nøgleelement.
Vi kan og vil ikke lokke med penge eller andre materielle goder for at få nogen til at udføre noget i en spejdergruppe. Det eneste vi ønsker at lokke med, er den tilfredsstillelse der ligger i at skabe noget, udvikle sig og bidrage til at børnene udvikler sig til relativt fornuftige unge mennesker. Og som gruppeleder, det vil sige leder for de andre ledere i spejdergruppen, har jeg lært en masse om motivation. De rammer vi giver hinanden bliver nødt til at være interessante og udfordrende, for ellers kan man jo bare gå. Som leder for andre frivillige ledere i en spejdergruppe eller i en idrætsklub får man afprøvet sine evner til at motivere og skabe inspirerende rammer på en meget direkte måde med kontant afregning hvis det fejler. Mere kontant end man ofte gør som leder i en virksomhed, hvor ens medarbejdere trods alt har en vis økonomisk afhængighed, som gør at de, selv om man ikke helt formår at skabe den optimale motivation, kan fastholdes lidt længere.
Og hvad er det så der gør, at lige præcis det, som en stor del den voksne befolkning frygter mere end noget andet, nemlig børnefødselsdagen med 25 larmende børn, som skal aktiveres i flere timer, er den mest energigivende tid på hele ugen for sådan nogen som mig og mine ledervenner? Jeg tror at visheden om, at det ikke er lige meget om vi gør det eller ej betyder rigtig meget. Når vi planlægger og forbereder aktiviteterne, har vi altid en helt klar idé med hvad det er vi vil opnå ved at gøre det. En idé om hvad det er for værdier og færdigheder vi gerne vil give videre til børnene og de unge. Og når vi så når dertil hvor vi rent faktisk får det ud over rampen, så er børnenes vilje til at lære og deres begejstring for at være en del af et fællesskab som skaber noget, så utrolig smittende, at jeg bare igen og igen overraskes over hvordan det giver meget mere energi end det tager.
Jeg fylder 50 til næste år, men når jeg tager mit spejdertørklæde på, så er jeg på forunderlig vis stadig den lille 7-årige nysgerrige pige, som har lyst til lære en masse nyt, både om hvordan verden omkring mig fungerer og om at udvikle mine egne styrker og svagheder så jeg bliver i stand til at kunne gøre en forskel for andre. Og det er dét, der driver mig. Fællesskabet frem for individet og det at kunne bidrage med lige præcis det jeg er god til og vide at det gør mine spejdervenner også