Hos Rødovrespejderne har vi nogle faste traditioner.
Spejdernavn får man når man har været spejder et stykke tid og lederne er ved at have lært barnet at kende. De fleste af vores spejdernavne stammer fra Junglebogen af Rudyard Kipling. Børnene får navne efter dyrene i Junglebogen og vi forsøger at finde et dyr som har nogen af de samme gode egenskaber som barnet, for at påskønne og fremhæve nogle af de ting det enkelte barn er god til – for alle vores børn har nogen rigtig gode egenskaber, selv om de selvfølgelig er meget forskellige. Navnet skrives på en læderlap som udleveres til barnet ved et ’hemmeligt’ dåbsritual i forbindelse med et møde.
Spejderaftnerne foregår ved at spejderne er delt ind i patruljer, som har en patruljeleder og en assistent, man skal huske at melde når man kommer, og derefter er det frit til der bliver kaldt. Spejderne gør honnør, hvis de f.eks. modtager et duelighedsmærke.
Flaget ved hytten hejses ved alle spejderaftnerne om sommeren. Det lærer spejderne helt fra mikroalderen selv at gøre, hvorved de også øver deres flagknob. Mens flaget hejses, gøres honnør af respekt for flaget og vi synger vores flagsang: ”Der er ingenting der maner”. Ved afslutning af alle spejderaftner og -arrangementer samles vi i rundkreds og synger 'Spejderbror'. Ingen går hjem før der er sunget 'Spejderbror'.
Oprykning af spejderne fra mikro til mini osv. sker til vores sommerafslutning en lørdag eller søndag efter sommerferien. Når en spejder skifter gren, sker det med en ceremoni, som symboliserer at man forlader noget for at træde ind i noget nyt.
I forbindelse med grenskift får spejderen en ny lommebog. Mærker der hører til den gren man forlader bør i den forbindelse tages af sin uniform og evt. syes over på ens bålkappe.
Sct. Georgs dag, også kaldet spejdernes dag, er den 23. april. Historien om Sct. Georg fortæller at han redder prinsessen fra dragen og ikke ønsker en belønning. Historien er et godt billede på en god spejdergerning.
Her genopfrisker vi endnu engang spejderloven og alle spejdere og ledere sværger igen på at vi vil holde den.
Mødeknapper uddeles hvert år til vores sommer- og juleafslutning, denne knap symboliserer at man kommer til møderne og ikke har for mange afbud.
Årsstjerne uddeles så tæt på dagen for barnets indmeldelse som muligt.
Juleafslutning
Hvert år i november eller december afholder vi juleafslutning med hele familien.
Bornholm Rundt
Bornholm Rundt er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle i vandreglade spejdere i gruppen kan deltage, evt. sammen med deres forældre. Arrangementet foregår i pinsen og er en vandretur hele Bornholm Rundt (105 km). Det er dog muligt at stå af undervejs, og blive kørt til næste overnatningssted, hvilket er meget rart især for de mindste - og de mest trætte forældre :-)
Sommerlejr
Sommerlejren afholdes selvsagt om sommeren. Nogle gange tager de enkelte grene afsted hver for sig, andre gange har hele gruppen været på tur sammen og andre gange er der store fælles lejre, hvor vi har chancen for virkelig at føle os som en del af det store verdensomspændende spejderfællesskab