Vi skal alle sammen udvikle os
Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden
- Men det gælder også de voksne i en spejdergruppe
Den første søndag i marts slog Rødovrespejderne katten af tønden og mens spejdere og søskende lavede sjove aktiviteter i mudderet på spejdergrunden - og fuldt ud levede op til talemåden: Beskidte børn er glade børn - holdt de voksne ledere og forældre årets generalforsamling, som i en spejdergruppe hedder Grupperådsmødet.
Efter at have siddet i bestyrelsen siden 2011, først som gruppeleder og siden som kasserer, takkede Gunver Sommer (Morbjørn) af og overlod bestyrelsesarbejdet til nye kræfter.
Sanne Dan Jensen, som har været formand i 8 år blev valgt som ny kasserer, og Helle Sinding Nielsen blev valgt som ny formand. Der ud over takkede også Katrine Swartz af efter en del år i bestyrelsen og Ragnvald Teig (Fjeldbjørn) blev valgt ind som ny lederrepræsentant i bestyrelsen.
Det er virkelig godt for en spejdergruppe at der løbende kan ske udvikling både i bestyrelsen og for de enkelte medlemmer af gruppen. Nye opgaver i gruppen venter de der stopper i bestyrelsen og nye opgaver venter nogen af dem der fortsætter.
Som noget helt nyt har Rødovrespejderne indstiftet 'Guldbjørnene'. En særlig tak til medlemmer, som har ydet en stor indsats for gruppen. Gunver blev udnævnt til gruppens første Guldbjørn, og selv om hun ikke stopper engagementet i gruppen, er en lang æra i bestyrelsen nu slut.
Tillykke til de nye bestyrelsesmedlemmer og tak fordi I vil være aktive deltagere i vores stærke fællesskab.