Vores Ildbjørn kåres som Årets spejderleder i Rødovre
Er det muligt en tirsdag aften efter en lang skoledag at få 30 stk. 10-11 årige til at lytte opmærksomt til fortællinger om Niels Bohr, Albert Einstein og Marie Curie for derefter at bruge to timer på at eksperimentere i patruljerne og stadig have mod på mere?
For Maiken, Rødovrespejdernes ildbjørn, er det muligt. Maiken både tør og gør. Hun bringer sig selv og sin faglighed fra jobbet som bl.a. naturfagslærer i spil i samspillet med spejderne, og giver dem helt særlige oplevelser og erfaringer med på vejen.
Maiken lægger en særlig energi og entusiasme i at gøre spejderne kloge på bæredygtighed og har lavet nogle helt fantastiske forløb, hvor spejderne bl.a. har lavet mad med råvarerne i sæson og alt fra muslinger til syltede selleri er fortæret med velbehag.
Mangler der hænder til at planlægge ture for rigtigt mange spejdere på hele vestegnen, så springer Maiken til og laver gerne spændende ture for 170 spejdere i ZOO eller divisionsturnering med dyst i spejderfærdigheder som pionering, orientering, værktøjsbrug og båltænding. For Rødovrespejderne har Maiken i en årrække været en væsentlig spiller i gennemførelsen af sommerlejrene, sidste år på Toggerbo Spejdercenter i Mols Bjerge.
Maiken bestrider flere funktioner ved Rødovrespejderne. Udover at være juniorleder er hun garant for at der er telte at tage på tur med, da Maiken gerne spenderer lørdage med symaskinen på at reparere telte og andet af gruppens materiel.
Og hun er en fantastisk mentor for de nye ledere, både unge og voksne, som nyder godt af hendes inspirerende måde at lære fra sig og give mod til at turde kaste sig ud i nye ting.
Sidst men ikke mindst optræder hun år efter år som gruppens Nisse-My og tager spejderne på juletur til småkagebagning over bål, tilberedning af julemiddag, julepyntsfremstilling og meget mere.